Forfatter: Annemette Juul Pedersen

Dybden af ordet ”klang” er næsten ubeskrivelig.

Så mange steder i livet finder vi klang. I stemmen. I instrumenterne. Mellem mennesker. I naturens lyde. I samarbejde.

Klang er basis for alt hørbart. Vi lytter til klang ubevidst. Vi foretrækker en klang frem for en anden. Hvert enkelt individ har sin foretrukne klang.

I klangen af en moders stemme ligger al den kærlighed hun bærer til sit barn…indtil hun skælder ud…..så ligger noget helt andet i klangen.

I klangen af vandets rislen bor, for de fleste, en form for ro eller afslapning…..indtil det er et utæt tag vandet risler ned igennem.

Lydene skifter på den måde klangfarve alt efter den sammenhæng de er i, og for mange af os lytter vi mere efter klang end efter ord. Det er ikke dét, du siger. Det er måden du siger det på.

Den musikalske klang er noget af det sværeste at arbejde med. En klang kan ikke arves fra en lærer. Den kan inspireres fra en lærer.

Hvert eneste instrument har sin egen klang, som altid formes sammen med den musiker, der spiller på instrumentet. Den ene bidrager med noget. Den anden noget andet, som så bliver til et fællesskab, som kaldes klang.

Det ligger i materialet instrumentet er lavet af. I måden buen stryger på. I mundstykket, der blæses i, og i stemmens brug af stemmelæberne.

At beskrive en klang, er nemmest når man bruger metaforer: Dyb, som en brønd. Lys, som en projektør. Rund, som en bold. Mørk, som natten…..Sammen med sit instrument bygger musikeren sin egen klang, og forunderligt nok er det sådan, at den dygtige musiker kan producere sin egen klang på et hvilket som helst instrument….Dog vil musikere leder efter, og finde, præcis det instrument, som har den klang musikeren søger.

For mig selv er ordet ”klang” et ord jeg bruger i mange sammenhænge. Om billeder. Om musik. Om stemmer. Om naturen. Om snorken. Om regnen.

Min egen stemme er ofte genstand for min egne eksperimenter, både når jeg taler og synger, for det er i stemmen sjælen bor, og alle har en stemme. Kunsten er at lytte, når man bruger den.

Tonefald, rytme, kraft, svaghed, alle sammen måder vi beskriver stemmen på.

Mest af alt falder jeg over, hvor tit mennesker bliver helt underlige når de hører sig selv udefra, og slukker øjeblikkeligt.

At være vidne til sin egen lyd.

At bære sin egen stemme frem.

At synge med dét, der er ens eget.

Sådan er det at være musiker. Man må stå med den lyd man skaber. Hver gang.

Jeg rejser mig ved den lyd jeg har, og holder fast.

Min egen klangbund.

Stemmen, der taler fra hjertet.

I klangen bor dét, vi lytter til.

Alt hørbart har en klang.

”I fald musikken antog skikkelse og ville forklare sit væsen, kunne den sige omtrent følgende: Jeg er overalt og ingensteds; jeg springer over bølgen og skovens top; jeg sidder i den vildes hals og på negerens fod, og sover i stenen og den klingende malm. Ingen kan gribe mig, alle kan fatte mig, jeg lever tifold stærkere end alt levende, og dør tusindfold dybere. Jeg elsker stilheds store flade, og det er min højeste lyst at bryde denne. Jeg kender ikke sorg og jubel og glæde og gråd, men jeg kan juble, græde, le og klage på én gang og uendeligt”

Carl Nielsen, fra essayet ”Ord, musik og programmusik”

——————————–

Mit liv drejer sig om selve musikken. Om stilheden. Om lyden. Om det være deltagende og om kunsten at lytte med de allermest åbne ører man har.

Musikken har sit helt eget sprog, som, når det forenes med et menneskes personlighed, kan give nogen af de største og dybeste øjeblikke i det menneskes liv.

I musikkens væsen bor en dimension, som skriver sig ind i hukommelsen på en helt særlig måde. Spontan erindring fremkommer, når en bestemt sang spilles. Ord kan kun huskes ved hjælp af en melodi. Begivenheder kaldes frem når en bestemt lyd høres.

Sådan har det altid været for mig, og det vil det altid være. Min verden er lyd og stilhed.

Min opmærksomhed rettes altid mod lyd eller musik, og detaljerne fremstår så tydelige, at det er svært at forstå at mange andre ikke oplever det samme.

Musikken har altid været en del af min vej til oplevelser. Den er det sted jeg går hen for at få ro. Den er med mig til at lindre, og også til at holde verden i ave nogen gange.

Efter de mange år, hvor musikken har været mit arbejde også, vender jeg nu langsomt og sikkert tilbage til dér, hvor det helt begyndte. Kimen………Den rod jeg holdt fast i……. tilbage til dét musikken altid giver mig: Ro.

I musikkens bevægelighed genkender jeg mig selv. I bevægeligheden bor jeg. Lykken findes for mig i bevægelsen. Der, hvor jeg flyttes eller selv flytter mig. Der, hvor jeg tager et trin mere i livets spiral, og erfarer mere og oplever det samme. Denne gang fra et andet sted.

Lyden, musikken og instrumentet.

En treenighed, som jeg bekender mig til.

En sang jeg synger med på, og som jeg, for altid, vil dele med verden;

At musik taler uden ord.