Om musikkens bevægelse – og om min egen bevægelse

”I fald musikken antog skikkelse og ville forklare sit væsen, kunne den sige omtrent følgende: Jeg er overalt og ingensteds; jeg springer over bølgen og skovens top; jeg sidder i den vildes hals og på negerens fod, og sover i stenen og den klingende malm. Ingen kan gribe mig, alle kan fatte mig, jeg lever tifold stærkere end alt levende, og dør tusindfold dybere. Jeg elsker stilheds store flade, og det er min højeste lyst at bryde denne. Jeg kender ikke sorg og jubel og glæde og gråd, men jeg kan juble, græde, le og klage på én gang og uendeligt”

Carl Nielsen, fra essayet ”Ord, musik og programmusik”

——————————–

Mit liv drejer sig om selve musikken. Om stilheden. Om lyden. Om det være deltagende og om kunsten at lytte med de allermest åbne ører man har.

Musikken har sit helt eget sprog, som, når det forenes med et menneskes personlighed, kan give nogen af de største og dybeste øjeblikke i det menneskes liv.

I musikkens væsen bor en dimension, som skriver sig ind i hukommelsen på en helt særlig måde. Spontan erindring fremkommer, når en bestemt sang spilles. Ord kan kun huskes ved hjælp af en melodi. Begivenheder kaldes frem når en bestemt lyd høres.

Sådan har det altid været for mig, og det vil det altid være. Min verden er lyd og stilhed.

Min opmærksomhed rettes altid mod lyd eller musik, og detaljerne fremstår så tydelige, at det er svært at forstå at mange andre ikke oplever det samme.

Musikken har altid været en del af min vej til oplevelser. Den er det sted jeg går hen for at få ro. Den er med mig til at lindre, og også til at holde verden i ave nogen gange.

Efter de mange år, hvor musikken har været mit arbejde også, vender jeg nu langsomt og sikkert tilbage til dér, hvor det helt begyndte. Kimen………Den rod jeg holdt fast i……. tilbage til dét musikken altid giver mig: Ro.

I musikkens bevægelighed genkender jeg mig selv. I bevægeligheden bor jeg. Lykken findes for mig i bevægelsen. Der, hvor jeg flyttes eller selv flytter mig. Der, hvor jeg tager et trin mere i livets spiral, og erfarer mere og oplever det samme. Denne gang fra et andet sted.

Lyden, musikken og instrumentet.

En treenighed, som jeg bekender mig til.

En sang jeg synger med på, og som jeg, for altid, vil dele med verden;

At musik taler uden ord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *